Krebsens Tegn

HjerteKrebsens tegn 22/6 – 2013 til og med 22/7 – 2013

Nu går vi ind i et nyt stjernetegn og det betyder et skift i energien for os alle og her er det den energi der arbejder i vores indre som ændrer retning og karakter.

Krebsens tegn er astrologisk et vandtegn, det vil sige at det har fokus på følelsernes område. Krebsen er meget givende af natur, men kan have lidt sværere ved at modtage, da det kræver åbenhed, hvilket samtidig også giver sårbarhed. At turde være sårbar, kræver at man har lært at føle tillid og lært at tage vare på sig selv, lært at beskytte sig.
Indenfor sjælens numerologi er Krebsen et Sjælstegn, der er igen fokus på følelser og psyke, på at finde balancen i forhold til at give og modtage. Der er stor omsorg i tegnet og det er også meget moderligt, rummende og givende, der er plads for andres følelser og problemer i tegnet, energien er lydhør for hvad der er behov for at få sagt, udtrykt. hvilke følelser der er brug for at få givet slip på, åbnet for.

Herunder kan du læse om hvilken betydning det har for dig og din energi at vi er gået ind i et nyt stjernetegn.
Energierne gælder lige meget hvilken tid på året man er født, den gælder for os alle, så derfor kan alle finde deres fødselstal herunder.

♥♥♥

Er du født den 1, 10, 19 eller 28 i måneden, så er det tid til at finde din styrke frem, du vil blive prøvet på om du står fast, blive udfordret til at stå alene for at finde dine ben. Den kræver at du er selvstændig, vil arbejde igennem for at komme i bund med opgaver der venter, og du skal være opmærksom på at hvis der opstår kamp eller konflikt i dit liv, at du så arbejder konstruktivt og bruger din styrke til at få tingene løst. Prioriter alene-tid og vend dig indad hvis der er brug for det, også for at hente viden, information og erkendelse i dit indre. Du vil lære meget. ♥

Er du født den 2, 11, 20 eller 29 i måneden, så kommer der tempo på, energien ruller derud af og der er stort fokus på glæde og flow. Det er dog vigtigt at have energien i snor, være opmærksom, da den godt kan løbe af med en og har den først overtaget styringen, så kan man føle det lidt som om man er er i en rutsjebane, den går op og ned, især følelsesmæssigt. Energien er samtidig meget vital og dynamisk og også med en god portion jegstyrke. Men øv dig i at lade energien rulle i bløde bølgebevægelser og bevar din centrering.

Er du født den 3, 12, 21 eller 30 i måneden, så går du ind i det stærke, bløde engletal som retter fokus på din vej og dit livsformål. Dine evner som vejleder eller vejviser aktiveres endnu mere, og de nye områder som du er med til at åbne for vil du arbejde dybere på nu. Energien vil også spørge dig om du følger din vej og arbejder med det som er det rigtige for dig, for ellers er det måske på tide at korrigere din kurs. Husk også at der er god kontakt opad til dine engle, ekstra hjælp at hente, hvis du beder om det og ekstra beskyttelse ♥

Er du født den 4, 13, 22 eller 31 i måneden, så sættes tempoet nu ned for at du kan komme ned i dybden, i detaljerne. Så prøver du at nå en masse så vil du mærke at du skal tage det roligt og tage et skridt ad gangen. Energien prioriterer at arbejde i nuet for at bygge energi op, så hav fokus på at bygge noget godt og konstruktivt op. Undgå at fokusere på for langsigtede mål, der får dit fokus væk fra dig selv. Arbejd dig gradvis fremad, skridt for skridt. Nyd nuets energi, vær til stede ♥

Er du født den 5, 14 eller 23 i måneden, så går du ind i en forandringsenergi, der retter fokus mod nye veje, nye energier, nye impulser. Energien er meget kreativ og iderig. En forandringsenergi betyder også at det er godt at være åben for de nye muligheder som der dukker op, da den jo ønsker at ændre på noget. Kæmper man imod det nye så kan man blive kastebold for skæbnens luner. Energien kan gøre stærk og modig, men skal bruges fremadrettet for at skabe gode skift ♥

Er du født den 6, 15 eller 24 i måneden, så handler det om kommunikation og aktivitet, at sætte ord på alt det der kommer indefra, følelser, ideer og tanker og bruge det konstruktivt. Energien er kreativ, og finder gerne nye måder at kommunikere i, den er også aktiv, hele tiden i bevægelse og der kan være mange bolde i luften. Der er en del tempo på og den kan have god jegstyrke, det kan dog være vigtigt lige at sørge for at koble fra ind imellem, da man ellers kan få for travlt ♥

Er du født den 7, 16 eller 25 i måneden, er der særligt fokus på forstærket kommunikation, der lægges et ekstra plus på ord og andre former for udtryk. Det er vigtigt at være opmærksom på at holde en positiv og givende dialog, da det så er dette som forstærkes. Energien kan gøre følsom for stemninger og energier i ens omgivelser, og fra andre mennesker så der kan være behov for ekstra beskyttelse, især psykisk. At rense sin energi indimellem med hvidt lys kan også være nødvendigt ♥

Er du født den 8, 17 eller 26 i måneden, så er det tid til at give slip, det kan være at du er kørt fast i hverdagens rutiner, at du er blevet for fastlåst i dine nære relationer til eller trænger til et nyt syn på dig selv. Det gamle skal slippes før der kan blive plads til noget nyt. Find tilliden til at alt er godt, giv slip også selvom du endnu ikke har set hvad der venter henne om næste hjørne. Og hav tillid til den overordnede styring og kraft, find den røde tråd og overgiv dig til den guddommelige kraft, lad din intuition råde ♥

Er du født den 9, 18 eller 27 i måneden så åbner energien sig fuldstændigt, den bliver grænseløs, uden bremser, fuld af muligheder. Det kræver dog en stærk skelne evne, for mange muligheder kræver også evnen til at kunne vælge det mest optimale og evnen til at kunne mærke grænser, både egne og andres, sige til og fra. Så led energien i en optimal retning og tag desuden ekstra vare på dig selv, da ekstra åbenhed kan give ekstra sensitivitet. Bed om ekstra beskyttelse fra din skytsengel, da dine energier er meget åbne ♥

♥♥♥ 111 ♥♥♥

 

Dette indlæg blev udgivet i Dansk. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.